ALBUM

SKYBRUD er titlen på Marianne Søgaards udgivelse, der rummer seks sange om eksistens og menneskets udsatte position i tilværelsen som én, der kan tro og tvivle, håbe og frygte, elske og miste. I titelsangen er Dy Plambecks tekst en beskrivelse af den katastrofe, der kan ramme ethvert menneske ved dødsfald, skilsmisse, forlist venskab eller andre former for brud, hvor sorgen er gennemtrængende, og hvor det er tid til at orientere sig på ny i en forandret verden.

”Hør en længsel. Se ind i en sorg.
Vis at der er veje efter, alting går ned”.

– Svalen

I Musikken er det akustisk guitar, flygel og strygerkvartet (Live-strings) som er bærende fundament for melodier, der er enkle, iørefaldende og komponeret med henblik på fællessang men indspillet i en kunstnerisk fortolkning af musikerne Morten Søgaard (guitar), Peter Sabroe (flygel), Live Johansson (cello), Josefine Dalsgaard (violin), Jeppe Høi Justesen (trommer) og Marianne Søgaard (vokal).

Teksterne til SKYBRUD er skrevet af Dy Plambeck, Inger Christensen, Mirian Due og Marianne Søgaard og har det til fælles, at de udfolder eksistentielle og trosmæssige spørgsmål og erfaringer. Inger Christensens tekster stammer fra værket ”Som var mit sind lidt græs der blev fortalt”, der udkom på Gyldendal i 2017.

Læs mere om forfatterne her: Forfatterpræsentation

Artisten Marianne Søgaard er en dansk sang- og salmedigter og komponist, som er repræsenteret med syv melodier og en tekst i den 19. version af Højskolesangbogen. Hun har skrevet sange sammen med blandt andre Dy Plambeck, Ursula Andkjær Olsen, Mads Eslund, Mirian Due m.fl. Hun har også sat melodi til digte af Inger Christensen og salmetekster af blandt andre Lisbeth Smedegaard Andersen, Iben Krogsdal og Lars Busk Sørensen. I 2018 vandt Marianne Søgaard DR P2’s konkurrence om at skrive Danmarks nye fødselsdagssang for voksne med sangen ’Fantastiske fødselar’. Sangen blev blandt andet sunget i forbindelse med H.K.H. Kronprins Frederiks 50års fødselsdag. Hun har også bidraget til Kirkesangbogen, som udkom på Det Kgl. Vajsenhus i 2017, med titlerne ’Hold håbet op’, ’Jeg ved, at én og én er to’ og ’Vi kommer til dit hus’. Tidligere har hun udgivet to albums med danske pop- og rocksange under kunstnernavnet ’Oui Mari’ og sunget sopran i det prisnominerede ensemble Vokalselskabet Glas.

Tekster: Dy Plambeck, Inger Christensen, Mirian Due og Marianne Søgaard.
Musik: Marianne Søgaard
Arrangement: Morten Søgaard og Peter Sabroe.

Musikere: Morten Søgaard, Peter Sabroe, Live Johansson, Josefine Dalsgaard, Jeppe Høi Justesen og Marianne Søgaard

Cover art: Kasper Holm Jensen.
Udkommer på Kunstens Vilkårs Pladefabrik

Lyt til flere numre her: Marianne Søgaard – Soundcloud

Alle teksterne kan ses her: Skybrud – alle tekster